Roskilde Avis skriver om spændende nyt ved Lynghøjsøerne

Nyt fra Lynghøjsøerne
– og tak til journalist Jan Partoft og Roskilde Avis!
Læs artiklen fra avisen her

Drømmen om et helårs svømmeanlæg i naturen, der kan holdes frostfrit om vinteren, rykker tættere på.

Projektet “Trail & Wave” – room for connection er bakket op af både Roskilde Kommune og Naturstyrelsen. Endvidere har Lokale & Anlægsfonden LOA vist deres interesse for de nye spændende idéer.

Som en lille servicemeddelelse til artiklen vil jeg nævne at området i og omkring den midterste sø endnu IKKE er rigtig åbent for aktiviteter. Det er bl.a. af sikkerhedsmæssige hensyn. Det afgørende er nemlig at der inden en officiel åbning af søen gerne skulle foretages nogle sikkerhedsmæssige tilpasninger for at minimere risikoen for uheld. Og først når afleveringen fra Nymølle er helt på plads i henhold til efterbehandlingsplanen kan en endelig åbningsdato komme på tale. Men processen er i gang, og regionen arbejder på sagen.

Og mens vi venter – så snyd ikke dig selv for en smuk naturoplevelse. Du kan gå, løbe eller cykle rundt om alle søerne, og hvis du har lyst til en dukkert i det smukke turkis blå/grønne vand, så skal du gøre det i den bagerste aktivitetssø – talt fra Roskilde.

Og HUSK. Bad eller svøm altid sammen med andre eller under opsyn, og hav altid en havtaske (et oppusteligt flydemiddel) indeholdende en mobiltelefon i et vandtæt cover med dig når du går i vandet.
Badetøj og en hovedbeklædning hører med til svømmeudstyret i Roskilde Issvømmer Forening – og så er der vel bare at nævne håndklædet, varmt skiftetøj og noget varmt at drikke.

Læs mere om Roskilde Issvømmer Forening – RISF her på www.risf.dk

PS. Husk at vi holder første træning for medlemmer af RISF lørdag den 5. oktober kl. 11-12:30
og åbent event for alle interesserede søndag d. 20 oktober kl. 11-12.30. Fris kr. 75 for ikke medlemmer.

Begge dage ved Himmelsøen ved Darup.

 – Fællesskab gennem isvand! Mette